Allumen

Allumen er en DTU-startup, der har til formål at bruge millioner af mikroskopiske, lysende alger til at undervise i naturens egen lyskilde og lave inspirerende produkter. Algerne høster energi fra sollys, som de gemmer på. Når man ryster dem, forvandler de energien til et  fascinerende blåt lys, som kan ses tydeligt i aftenmørket. Dette fænomen kaldes bioluminescens. Bioluminescens er kendt over hele verden, hvor bølger undertiden lyser om natten, når de rammer kysten. I Danmark kender vi det som morild.

Allumens drøm er at skabe en bæredygtig og naturlig lyskilde, der kan erstatte konventionelle strømforbrugende lyskilder i byer verden over. Men før dette bliver muligt, er Allumen fokuseret på at lære almindelige mennesker om algernes sande kræfter igennem uddannelsessæt.

På Roskilde Festival gav Allumen festivalgæsterne en enestående mulighed for at opleve de lysende alger. Allumen lavede en workshop, hvor festivalgæster kunne lave deres egen algelampe af brugte madglas. 100 algelamper blev udleveret og var designet til at hænge i de forskellige camps på campingområdet.

Et mørkt showroom er skabt i samarbejde med DTU Smart Campus, så festivalgæsterne kunne interagere med de fascinerende alger og samtidig give plads til test af prototyper til brugerproduktet.

Læs mere på https://www.allumen.dk/