Bevægelse foran Orange Scene

Alle, der har stået forrest i menneskemængden ved Orange scene med sveden dryppende fra panden, har måske gået med tanken; ”Puha, det var hårdt og fedt – gad vide, hvor meget motion, jeg har fået dyrket under koncerten?”.

Denne tanke vakte interesse hos to sturende, som var interessede i, hvor aktive gæster egentlig er, når de er til koncert ved Orange scene. Desuden ville de studerende undersøge, om aktivitetsniveauet er forskelligt, alt efter hvor man står i forhold til scenen og hvilken type musik, der spilles. Hypotesen er, at jo tættere på koncerten, jo højere forbrænding – altså at folk i pit forbrænder mere energi, end folk der placerer sig på tribunen.

Eftersom mobiltelefoner med accelerometer, GPS og ”wearable sensor devices” så som FitbitTM bliver mere almindelige, er det muligt at indsamle data om festivalens gæster og lave statiske modeller, der kan kortlægge en gæsts position og deres aktivitetsniveau. Ved at monitorere folks position, deres bevægelse og pulsmålinger, lavede de studerende en model, der kortlagde, hvor meget motion man egentlig dyrker foran Orange Scene. Dette gav også festivalen mulighed for at se, hvor på pladsen folk typisk er mest aktive, og hvor vagterne derfor skal være særligt opmærksomme.

Hver forsøgsperson blev udstyret med et bælte med en pulsmåler, der transmittererede data til en app, som forsøgspersonen blev bedt om at installere før koncerten. Derudover blev forsøgspersonen bedt om, at installere en app, der kan tracke bevægelsesmønstre. Efter koncerten overførte de studerende data til en online database. De studerende lavede ca. 20 målinger pr. koncert.