Bænk

Efter en online undersøgelse kunne det ses, at 80 % af de adspurgte på Roskilde Festival har oplevet at måtte sidde på jorden på grund af manglende siddepladser. Problemet bliver selvfølgelig endnu værre, når jorden samtidig er våd og mudret. Fra festivalens synspunkt er der en tidsmæssig- og logistisk udfordring i at sætte siddepladser op inden festivalen starter. Denne løsning: Bænk, kan være med til at løse disse udfordringer og behovet for flere siddepladser, som kan tilpasses de forskellige områder på festivalpladsen.

Ideen med Bænk er at lave et genanvendeligt, modulært siddemodul, som hurtigt og nemt kan sættes op i forskellige kombinationer alt efter festivalens ønsker og behov til indretning af fællesområder. Derudover kan udseendet af modulernes frontplader nemt tilpasses. Derfor kan Bænk også benyttes til branding, som udsmykning af festivalpladsen, wayfinding osv.

Løsningen er et supplement til eksisterende bord- og bænkeområder samt de typisk specialfremstillet sidde-landskaber, som findes på festivalområdet. Den enkle opsætning af Bænk gør det også muligt at skabe ekstra siddeområder i sidste øjeblik. Der vil arbejdes på at genbruge modulerne på andre festivaler og midlertidige events, som derved kan bidrage til en øget bæredygtighed.

Projektet Bænk var på dette års Roskilde Festival opsat i et telt lige overfor TechLab. Her brugte mange festivalgæster installationen til at sidde på og slappe af i skyggen.